Vanedannende medicin
Sundhedsstyrelsen har indskærpet, at fornyelse af afhængighedsskabende medicin KUN kan foregå ved en konsultation. Således kan vi ikke forny sovemedicin, medicin for ADHD, beroligende og stærk smertestillende medicin (morfinprodukter, herunder tramadol og kodein) over hverken telefon, videokonsultation eller via hjemmesiden/email.
Står nogle af disse præparater på din medicinliste, så vil vi anbefale, at der bookes en konsultation i klinikken, så der kan lægges en plan for behandlingen og medicinudskrivelsen og aftale næste fremmødetid i klinikken.
Kronisk sygdom
Får du medicin for kronisk sygdom herunder sukkersyge, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, astma, KOL, psykisk lidelse vil vi se dig minimum en gang årligt, hvor din recept på fast medicin som udgangspunkt vil blive fornyet til ét år. Hvis ikke kan medicinen bestilles via telefonen eller selvbetjeningen via app’en “medicinkortet”.
Følges du hos anden behandler, eks speciallæge eller i et ambulatorie på hospitalet for en sygdom og modtager medicin for denne sygdom hos speciallægen eller ambulatoriet, er det dem som skal forny din medicin.